
Du kan læse mere i Servicelovens § 83 Madservice til borgere i eget hjem eller ældrebolig.
Derudover er der lavet folderen ”Generel Information”, der blandt andet beskriver, hvad du kan forvente af de medarbejdere og leverandører, der hjælper dig i det daglige, samt hvad der forventes af dig, samt kontaktinformationer og information vedrørende klagevejledning mv.
Hvem kan få hjælp til Madservice?
Tildeling og mål ifølge Servicelovens § 83 til borgere i eget hjem eller ældrebolig.
Madservice tildeles efter behov og din funktionsnedsættelse, ikke ud fra alder eller diagnose.
Hvis du på grund af fysiske, psykiske eller sociale vanskeligheder ikke selv kan klare hele eller dele af madlavningen i dit hjem og ikke bliver i stand til det, har du mulighed for at blive visiteret til madservice.
Tildelingen af hjælpen fokuserer derfor på dine egne ressourcer, og du skal som udgangspunkt deltage i et rehabiliteringsforløb.
Her bliver det afklaret, hvad du selv kan klare, og hvad du eventuelt kan genoptrænes til selv at kunne igen. Først herefter bliver det afgjort, hvad du kan få hjælp til.
Der ydes som hovedregel ikke hjælp til madservice, hvis du bor sammen med en rask ægtefælle/samlever eller en anden pårørende over 18 år.
Målet med Madservice er:
- At fastholde eller forbedre din ernæringstilstand gennem sund og varieret kost
- At du via fokus på aktiv hjælp frem for passiv hjælp kan blive mere selvhjulpen. Dette giver større muligheder for selvbestemmelse i eget liv, og derved større livskvalitet
Hvad kan du få hjælp til?
Du kan få hjælp og vejledning vedr. din ernæring gennem en madserviceordning, hvor maden bliver bragt ud til din bopæl.
Der er frit valg på området, hvilket indbefatter at du kan vælge mellem Frederikshavns Kommunes godkendte leverandører – private såvel som den kommunale.
Hvad kan du ikke få hjælp til?
- Tilberedning af varm mad i hjemmet.
Hvad kan du forvente i forhold til udførelsen af hjælpen?
Overordnet følges Sundhedsstyrelsens anbefalinger i Den Nationale Kosthåndbog, som kan ses på www.kostforum.dk.
Én portion hovedret og bi-ret vil følge anbefalingerne for middagsmåltidet. Sammensætningen af energiprocentfordelingen kan variere i forhold til ovenstående afhængig af diættype.
De råvarer, som anvendes i madproduktionen, skal være af høj kvalitet. Råvarerne skal være friske og anvendes til det formål, de er indkøbt til. Maden skal leve op til de karakteristika og forventninger, der med rette kan stilles til de pågældende varer. Smagen af den producerede mad skal være i overensstemmelse med de anvendte råvarer.
Råvarevalget skal som hovedregel følge årstidens udbud.
Kødprodukter skal leveres fra autoriseret eksportslagteri og skal behandles i henhold til de kravspecifikationer, der til enhver tid er gældende i kommunen.
Økologiske råvarer kan indgå i produktionen, men det er ikke et krav.
Varm mad, kølemad eller køle-/vakuummad
Varm mad
Varmt mad er mad, der produceres i en sammenhængende proces og umiddelbart derefter bliver leveret til eller serveret for dig.
Der er krav til emballagen i et varmholdt system, og det valgte materiale skal kunne holde maden varm ved en temperatur på minimum +65 C̊. Det gælder både for transportkassen og selve serveringssystemet. Temperaturen på maden må ved levering ikke være under +65 C̊.
Maden skal leveres til dig i biler godkendt til transport af mad, dagligt i tidsrummet kl. 11.00 – 13.00, eller kan hentes eller indtages inden for dette tidsrum ved leverandøren.
Kølemad (pt. ingen leverandører)
Kølemad er mad, der efter fremstillingen nedkøles hurtigt, stilles på lager og leveres/serveres på et senere tidspunkt. I en køleproduktion er kravet til emballagen, at den skal kunne tåle lave kuldegrader og kunne tåle opvarmning til + 200 C̊.
Emballagen skal være velegnet til opvarmning i en mikrobølgeovn. Temperaturen på maden må ved levering maksimum være + 10 C̊.
Mad til indtagelse samme dag skal inden kl. 12.00 transporteres til dig i biler godkendt til transport af mad, eller kan afhentes/indtages ved leverandøren.
Køle-/vakuummad
Køle-vakuummad er mad, der er pakket i kontrolleret atmosfære og efter fremstilling nedkøles hurtigt, stilles på lager og leveres/ serveres på et senere tidspunkt.
Ved pakkeprocessen kontrolleres sammensætningen af den luft, der omgiver maden i pakningen, sådan at madens holdbarhed øges. I en køleproduktion er kravet til emballagen, at den skal kunne tåle lave kuldegrader, og kunne tåle opvarmning til + 200 C̊.
Emballagen skal være egnet til opvarmning i en mikrobølgeovn. Temperaturen på maden må ved levering maksimalt være + 10 C̊.
Maden leveres i hverdage i tidsrummet 8- 18, og der leveres mad til 7 dage af gangen.
Hvordan skal maden leveres?
Leveringen af madservice til dig som er ny-visiteret skal ske hurtigst muligt og senest tre dage efter, at du er visiteret til madserviceordningen. Den leverede mad skal afleveres i dit hjem og må aldrig stilles udenfor.
Leverandøren skal kunne levere madservice samtlige dage i året.
Krav til madens kvalitet (kvalitetsopfølgning)
Levnedsmiddelkontrollen har det overordnede ansvar for kontrol på fødevareområdet. Herudover sørger Center for Social- og Sundhedsmyndighed for, at der bliver foretaget en kvalitetsopfølgning med det formål, at det sikres, at kvaliteten i den leverede mad er i orden.
Tilsætningsstoffer
Råvarerne skal indeholde et minimum af tilsætningsstoffer, såsom farve- og aromastoffer, emulgatorer, stabilisatorer og fortykningsmidler. Råvarerne skal være fri for forurening fra produktionen i både landbrug og industri. Det skal tilstræbes, at der ikke anvendes genmanipulerede råvarer i madserviceproduktionen.
Krav til emballage
Emballagen skal i alle produktionsformer være af et materiale, som yder indholdet en tilstrækkelig beskyttelse mod forurening eller lugt fra omgivelserne, og som forhindrer overførsel af forurening og lugt fra produktet til omgivelserne, og som ikke afgiver stoffer, der kan påvirke produktets smag, lugt eller farve mv.
Emballagen skal være af et miljøvenligt materiale, som kan recirkuleres. Hvis der vælges et engangssystem, skal emballagen kunne højforbrændes uden dannelse af giftstoffer.
Emballagen skal være let at åbne for modtageren og af et let materiale, så modtageren kan løfte og bære den leverede mad. Leveres maden til dig i en transportkasse gælder det, at denne skal være let for dig at håndtere.
Betaling for maden
Der er egenbetaling for madservice. Du vil hver måned efter at have modtaget maden enten:
- bliver trukket i sin pension, hvis du har givet fuldmagt til dette eller
- får tilsendt en opkrævning.
Afbestilling af mad
Fristen for afbestilling af madservice er kl. 12.00 dagen før leveringen.
Afbestilling skal ske direkte til den valgte leverandør. Hvis man afbestiller senere end dette tidspunkt, skal man betale for maden. Telefonnummer fremgår af menuplanerne.
Du har mulighed for at bestille gæsteportioner (dog ikke til større selskaber, fødselsdage mv.). Gæsteportioner og pris aftales og afregnes særskilt med den valgte leverandør af madservice.
Der kan være mulighed for tilkøbsydelser ved de enkelte leverandører, og nærmere information omkring dette kan du rekvirerer ved din valgte leverandør.